Hvis du læste mit indlæg forleden om vores ophold på Phuket, kunne du vist let forledes til at tro, at jeg har meget brok tilovers for vores juleferie i Thailand. Det er bestemt ikke den fulde sandhed. Så for at fuldende billedet af rejsen – og for at få en undskyldning for at poste nogen flere fotos 
– kommer her en lille tur til Railay Beach.
Railay er en halvø i Krabi-provinsen i det sydlige Thailand – den ligger mellem Krabi by og Ao Nang. Halvøen er klipperig, og der er aldrig anlagt veje, så den eneste vej at komme dertil af er vandvejen. Kommer man fra Krabi eller Ao Nang, foregår transporten med longtail-båd (billedet), kommer man, som vi gjorde fra Phuket, bliver man ‘læsset om’ ude i bugten fra færge til longtail-båd. Og de sidste meter må man selv soppe i land med sin bagage.
Jeg besøgte Railay første gang i 1994 sammen med teenageren og hendes far, og jeg tabte mit hjerte fuldstændigt til denne smukke plet på jorden, hvor der ikke kører en eneste bil eller motorcykel – for der er jo ingen veje at køre dem derud af. Derfor lå det lige for at lokke manden i mit liv, hans datter og teenageren (som intet kunne huske om stedet – hun var to år, sidst hun var der ;-)) hen til dette lille paradis.
1994 er længe siden, så jeg var ret spændt på (og lidt nervøs for), hvordan Railay Beach, der dengang kun var let turistet, mon havde udviklet sig. Og jo, det var meget anderledes nu og væsentlig mere bebygget, bl.a. med fire store resorts – vi boede selv i et af dem på vestkysten – men alt er lavt byggeri og afstemt omgivelserne. Her var også betydeligt flere turister nu, og der var sågar kommet en ‘hovedgade’ med butikker, barer, turarrangører og massage.
Men det var langt fra slemt. For Railay Beach har bevaret sig skønhed og alle mulighederne for at komme helt ned i gear og foretage sig absolut ingenting, hvis det er det, man har lyst til og behov for. Og det var bestemt min plan med at ville derhen ;-). Nå ja, ud over at vi altså havde planlagt, at vi skulle på madlavningskursus inde i Ao Nang den ene dag.
Aonang Thai Cookery School er ikke anbefalelsesværdig, hvis du skulle komme på de kanter og få lyst til at lære at lave thaimad. Vi fik lov at snitte lidt grøntsager og røre i et par gryder og pander, derudover lavede underviseren resten, mens hun sagde: Se, sådan gør man. Det var overfladisk, uinspirerende og med meget lidt forståelse af learning by doing. Men vi morede os kosteligt over hende mystiske engelsk: Den dag lærte vi bl.a., at man bruger one table a spoon for one people (altså en spiseskefuld pr. person), når man doserer fx currypaste.
Næ, så var der noget mere ved at dase på Railay Beach (og skyde nogen fotos, selv om det skarpe lys drillede) …
… falde i staver over solnedgangen på resortets terrasse med en kølig drink inden for rækkevidde …
… eller bruge juleaftensdag på en lille udflugt til en anden del af halvøen, til Phra Nang Beach, der ofte bliver nævnt som en af verdens 10 smukkeste strande og også huser helligdommen Princess Cave, som de lokale endagsturister strømmede til.
Det var skønt! Og jeg kunne sagtens have tilbragt meget mere end fem og et halvt døgn på Railay Beach. Det er bestemt et sted, jeg gerne vender tilbage til (ærgerligt, at der er så langt at rejse).
Og lad mig så lige slutte af med den lille katteven, teenageren fik sig. Den dukkede op igen og igen udenfor vores værelser og forlangte nus … også når mit søde barn havde tænkt sig, at hun skulle læse
